Der er en sorg, der ikke bare kan krammes væk, af et sæt nye forældre . . .

Da jeg var i Goa sidste uge, tog jeg igen en rebirthing session. Det er en session, hvor jeg aldrig helt ved, hvad der sker – og hvor jeg blot er helt åben for, hvad jeg oplever, sanser og ser – og er trygge hænder hos en dygtig terapeut.

Jeg blev taget tilbage i tiden og så mig selv ligge trygt hjemme hos min biologiske mor. Jeg så så en kvinde tage mig væk. Hun havde en plan om at lægge mig i en busk i en park – men jeg sendte hende et blik (måske det min adoptionsmor senere fortalte mig kunne dræbe…) – så i stedet lagde hun mig synligt på fortovet. Dagen efter blev jeg fundet af en politimand og ført til børnehjemmet – the rest is history. De sessions er en barsk omgang – og samtidig meget forløsende for mig og mit system. Men også barske.

Min oplevelse sidste uge gav dog helt utrolig fin mening i mig. For jeg har aldrig følt mig forladt af min biologiske mor – jeg har derimod følt mig frarøvet noget. Min mor. Mit ophav. Min historie. Derfor, om vi kalder det på studiet, landede oplevelsen her så fint i mig.

Adoption uden en ret til at kende sit ophav, kan jeg ikke stemme for. Vi som er adopteret frarøves en historie og en del af vores liv. Det er faktisk ikke rimeligt. Ja, vi er da taknemmelige – men vi bærer også på en sorg over at have mistet. En sorg, som sjældent får plads – fordi vi skal være så hamrende taknemmelige og værdsatte vores mulighed for et “bedre liv”. En sorg, som min mand måske først forstod i dag, da han sendte mig artiklen.

Jeg er skam taknemmelig. Bare ikke i al evighed. For der er en sorg og et tab. Jeg ønsker ikke fremstå som et offer – for jeg er heldigvis en overlever i ordets stærkeste betydning. Jeg vedkender gerne, at jeg har været på opkastgrænsen flere gange – over den måde (min grandfætter) Pelle Hvenegaard, fremviser sin adoption – og det handler ikke om misundelse. Jeg kender slet ikke detaljer – men jeg rammes af en manglende forståelse og indsigt i (udadtil) om, hvor stort tab det lille barn bærer rundt på. Uanset, hvor taknemmelig hun så end også er – er hun ufrivillig moderløs – som jeg og som Marianne Vestergaard Nielsen, som har skrevet artiklen her, er. Alle adoptionsforældre burde komme på kursus (hvert år) og få DYB indsigt i, hvad det gør, at blive frarøvet sin familie – uagtet at vi får en ny. Uanset hvor meget den nye end elsker – så er blodets bånd anderledes og sorgen derfor tilstede, når det bånd er brudt. Det ubetingede uden taknemmeligheden, er anderledes. Det er også en af årsagerne til, at jeg ikke har set mine adoptionsforældre siden 2014. For det handlede mere om taknemmelighed end ubetinget kærlighed – og hvad de mente “jeg fortjente”.

Langt de fleste adopterede, som jeg kender, genkender den følelsen – herunder den sorg som også forfatteren til artiklen beskriver – og det er ikke unormalt, at vi, når vi rammer 40’erne, begynder at give denne sorg plads.

Så….TAK for den artikel, som du kan læse lige HER. For ja, jeg kender det hele og lidt til 🙏#adoption 

Kærlige hilsner Jette Blok

Følg JETTE BLOK

Skriv en kommentar