Først elsk dig selv … så kan du elske andre.

elks

Hun har gemt sig i mange år. Er nu endelig åben om sig selv. Helt åben. Det er en befrielse og så på samme tid en frygt for at fejle, for ikke at slå til – igen.

Har ikke overvejet, at kærligheden til sig selv er essentiel for at kunne leve frit. Har ikke overvejet, hvordan andre udnytter hendes naivitet og gavmildhed. Tager det som kærlighed – men det er det slet ikke.

Hvornår har du sidst husket, at sige til dig selv, at du elsker dig selv?

Hvornår har du sidst mindet dig selv kærligt om, at du er helt ok, som du er?

Hvornår har du sidst sagt JA til noget, hvor din krop sagde NEJ?

Elsker du overhovedet dig selv?

Er du mest i dit hoved eller har du kontakt til hele din krop?

Jeg har selv tidligere været meget i mit hoved, i præstation, status, tasker og de rigtige sko. Det er jeg ikke mere. Jeg har på egen krop mærket, at jeg er langt mere behagelig at være sammen med – både for mig selv og andre, hvis jeg er i hele kroppen. Jeg kan stadig godt lide tasker og sko – men det er slet ikke som for 5 år siden. Slet ikke.

Jeg møder mennesker på min vej, som har været meget i deres hoved. Ikke mærket kroppen. Nærmest har afstødt deres krop. Jeg er ikke terapeut, så jeg kan kun hjælpe ”så langt” – så må jeg evt. sende mennesker videre. Det gør jeg gerne. Begrænsningens kunst og fokus på de mennesker, der kommer til mig, ikke mit behov for at hjælpe ALLE.

I denne travle travle hverdag, hvor beslutninger tit “skal” træffes hurtigt, tror jeg, at vi tit glemmer, at spørge kroppen om, hvad der er den rigtige vej. Vi er så forhippet på, at svare hurtigt – så vi svarer med hovedet og mærker så med kroppen bagefter. Tavshed er ikke nødvendigvis guld.

Jeg har ingen mirakelkur til at lære at mærke sig selv, men fokus på åndedræt og yoga er et skridt på vejen. Hvis du ellers er åben for det og tør tavsheden i ny og næ.

Nu-til-dags er det jo blevet meget ”trendy” at dyrke Mindfulness – så meget, at det næsten er blevet for kommercielt; det kan jeg da godt selv føle. Men, hvis man nu piller alt det trendy af og så blot tænker: Lær og mærk at du trækker vejret og mærk dit åndedræt, så når du langt. Det tør jeg godt love dig.

Når du mærker dit åndedræt, så mærker du også dig. Så bliver det langt lettere at begynde at komme i kontakt med dig selv og dermed også elske dig selv. Når du bliver mere fokuseret på, hvad der foregår på indersiden af dig, end på ydersiden.

Kunsten er også, at mærke, hvornår alt så er godt. Hvornår vi er der, hvor vi har det rigtigt godt. Med os selv. Med kærligheden til os selv og ikke mindst ærlighed. Der kan vi begynde at give til andre med respekt for os selv og for dem og lade ægte, ligebyrdig kærlighed udfolde sig.

Følg JETTE BLOK

Skriv en kommentar