Coaching af sine medarbejdere?

Coaching

Kan man det?

Jeg har selv bl.a. en baggrund som coach og har arbejdet med personaleledelse i flere år og netop dette spørgsmål bliver tit bragt på banen både i virksomheder, læreanstalter og ved middagsbordet. Det er jo så ”trendy” at coache sine medarbejdere – men kan man rent faktisk det?

I min tese, kan man sagtens have en coachende tilgang til at udvikle og motivere sine medarbejdere – men det magtforhold, som der alt andet lige som oftest vil være mellem medarbejder og leder, vil være svært helt at eliminere, ligesom en leder som oftest vil have til hensigt at opnå bedre performance fra sin medarbejder, herunder afklare, hvorfor medarbejderen eks. ikke performer. Naturligvis ER der også medarbejdere, som ”blot” skal opmuntres og have anerkendende feedback for at blive i deres fantastiske flowperformance – men det er ikke dem, som jeg tænker på her.

I min optik kan der dog ikke foregå REN coaching, hvor coachen ingen holdning, agenda, fordomme og meninger har – og hvor resultatet på sin vis er coachen uvedkommende.

Men det er jo også OK – vi skal bare vide, hvad vi har med at gøre. Så sørg for, at sikre at agendaen er åbenlys, hvis du ”coacher” dine medarbejdere. Tag ikke fejl – der vil være mange ting, som dine medarbejdere ikke deler med dig – ligesom der med stor sandsynlighed er ting, som du heller ikke deler med din leder.

Som leder må du hyre og fyre – det i sig selv gør, at de fleste medarbejdere endnu mere i en tid, som vi er i nu, vil søge at performe bedst muligt og måske også please dig som leder… Det betyder også, at du måske ikke får ALT af vide som leder til den årlige MUS samtale – og i det hele taget stiller en krisetid meget høje krav til dig som leder.

Du skal sikre, at dine medarbejdere ikke smutter, det øjeblik kajakken vender. For det gør den. Lige pludselig. Så udskyd ikke Medarbejderudviklingssamtalen (MUS) – hold øje med dine medarbejdere på den gode måde – og tag dem ikke for givet. Jeg havde en samtale med en virksomhedsejer fornylig og han nævnte netop – at ”puha MUS, det har vi sørme ikke tid til pt.”. Jeg kiggede undrende på ham og sagde, ”Hvordan tør du IKKE at have tid…”.

Tilbage til at coache sine medarbejdere…

Gør det, så det føles naturligt og tro ikke, at du kan blive 100 % ligeværdig med dine medarbejdere – for du har en magt, som de ikke har. Hav en nysgerrig tilgang til dine medarbejdere – involver dem, der holder af at blive involveret – accepter og find andre veje, for dem, der ikke gør. Du skal ikke være venner med dine medarbejdere – du skal lede dem – også i en tid, hvor vi taler om selvledelse, som aldrig før.

Behandl alle ens – ved at behandle dem forskelligt – det er der ikke noget nyt i, men alligevel glemmer vi det.

God arbejdslyst & rigtig god weekend.

www.jetteblok.dk

Følg JETTE BLOK

Skriv en kommentar