Holder du fri, når du holder ferie ?

På det seneste er det jo højaktuelt med strandfotos, paraply drinks, bikinibabes (som for god ordens skyld er ALLE kvinder iført bikini) og mænd i speedoes (hvilket sker alt for sjældent).

Jeg holder også selv fri pt. fra arbejdet – og har bestemt også lagt et par fotos op i den dur.

For et par uger siden bed jeg mærke i en kær kvinde, som fortalte, at hun nu holdt 8 uger FRI og bl.a. ville tænke tanker omkring sin virksomheds fremtid.

Jeg kunne ikke dy mig og kommenterede med et ”hold nu også fri, når du holder ferie”.

Ikke at jeg overhovedet selv er 100 meter mester i disciplinen – altså at holde fri – overhovedet ikke.

Men jeg er opmærksom på det – og det ved jeg, at hun også er.

Opmærksom på, at når vi har været en uge på FERIE og været aktiv, set en masse, mødt en masse, foretaget os en masse – så er der faktisk brug for at holde FRI.

FRI og FERIE er ikke det samme.

Ferie betyder for de fleste, at de NU skal voldhygge med familien og RIGTIGT bruge TID sammen og LAVE en masse hyggeligt.

Det er der i og for sig heller intet galt i. Mange mennesker tanker også op sådan.

Hvis du er som mig, har du dog også brug for nogle dage (læs uger), hvor der ikke er 17 ting på agendaen. Hvor man kan sove længe uden dårlig samvittighed over, at man ”ikke får lavet noget i dag”.

Hvor der ikke står en masse småprojekter på små post-it sedler, men hvor du rent faktisk kan holde FRI.

At holde FRI betyder, at du måske har hele dagen i natbukser, måske egentlig ikke forlader sengen – eller måske bare matriklen – og endda bestiller take-away (udbragt) – for ingen af jer gider lave mad.

At holde FRI betyder, at du ikke nødvendigvis opdaterer og følger med i dine sociale medier (det er ærligt talt her, den ganske ofte går galt for mig selv), men bare nøjes med at se og måske endda falde i søvn til en etape i Tour de France…

At holde FRI betyder, at ungerne ingen pligter har den dag – og du så heller ikke skal fise rundt i måsen på dem og sikre, at de er lavet.

At holde FRI betyder, at du er FRI til at gøre som det passer dig – og tager en reel pause fra hverdagen og ja, også fra FERIEN.

Måske der for dig slet ikke er forskel – jeg har bare mødt mange, som efter en FERIE trænger til at holde FRI. Jeg har mødt mange, som glemmer at holde FRI, når de rent faktisk har FERIE.

Så lad dette være en kærlig invitation til dig – hold nu også FRI når du holder FERIE. Din krop og sjæl vil elske dig for det. Personligt har jeg haft bloggen her i hovedet et par uger – men har med vilje holdt FRI og ej skrevet den ned før lige præcis i dag. En mandag. Hvor det alligevel er lidt efterårsagtigt udenfor – selvom jeg forsøger at snyde himlen med et par shorts…

Go’ sommer.

Kærlige hilsner

Jette Blok
Coach, Yogalærer, MindfulnessInstruktør – Menneske. . .

www.jetteblok.dk

Følg JETTE BLOK

Skriv en kommentar