Jeg kiggede hende i øjnene. Tog kærligt om hendes skuldre. Spurgte igen.” Er du offer eller kriger?”
Det var 3 år siden, at hun var blevet uretfærdigt behandlet på sit studie af en studievejleder. Det sad stadig dybt i hende. I hendes stolthed. Værdighed. Så dybt, at hun ikke havde været i stand til at arbejde/studere siden. Hang fast i fortiden. Hang fast i den dårlige oplevelse.
”Han tog min værdighed fra mig”, gentog hun flere gange til mig.
”Men … er du offer eller kriger?” spurgte jeg …
”Jamen, jeg er jo kriger”, svarede hun, som det mest naturlige i verden.
”Det er du nemlig”, svarede jeg efterfulgt af:” Men jeg kan ikke se din kriger – hvor er hun?”
Hun smilede.
Det var fra min side sagt med kærlighed. Det sagde jeg også til hende. Normalt træder jeg ikke så voldsomt ind i mennesker, men efter 2 dage med tårer på et kursusforløb, hvor jeg var underviser, kunne jeg ærligt talt ikke lade være. Det virkede også, som om hun trængte. Trængte til andet end en skulder at græde ud ved. Trængte til et kærligt puf. Skub ville nogen måske sige…
”Hvor længe skal den oplevelse styre dit liv”, spurgte jeg.
”Ikke mere”, svarede hun, tårerne trillede ned af kinderne.
***
Ting sker naturligvis ikke ved et fingerknips – men måske blev hendes indre kriger vækket lidt. Hun sagde det højt. Næsten råbte det. Hvor forfærdeligt det havde været. Hun sagde også højt, at hun ikke ville være offer mere.
Hvor tit er du selv offer?
Giv slip.
Slip hjernen.
Slip det negative.
Slut fred.
Træd ud i lyset igen. Der hører vi faktisk hjemme. Ikke i mørket. Men i lyset.
Du har et valg.
Følg JETTE BLOK
