50-60 timer på job hver uge…? Stop dig selv…

Jeg savner den slet ikke.

Arbejdsugen på 50-60 timer…

Jeg skal ikke have den igen – ej heller, når ungerne er fløjet fra reden. Det er fedt, at have prøvet den – for så at kunne konkludere, at det i hvert fald i bagklogskabens klare lys, ikke virkede for mig. Ikke fordi jeg fik stress (det gjorde jeg ikke), ikke fordi jeg ikke brød mig om jobbet (jeg var vild med det), ikke fordi det ikke var sjovt (det var både sjovt og hårdt), mens det stod på….men fordi, der simpelthen er så meget, som er sjovere i livet…

Børsen i dag bringer artikel om unikke danske kvindelige leder, som knokler måsen ud af bukserne og samtidig balancerer familielivet. Jeg er ikke misundelig. Artiklen er her Den unikke danske businesskvinde… Ja, jeg dømmer hende på livet løs – det er fredag – bær over med mig…

Birgitte Baadegaard foreslår, at vi måske skal overveje at dele lederskabet. Vi ser det i folkeskolen- 2-3 lærere deler klasselærer funktionen. Det gør funktionen mindre sårbar – og kræver et samarbejde og fællesskab – og netop det, synes stadig mange steder at være en mangelvare. Så måske er ideen slet ikke så tosset…

Efter at have arbejdet med flere hundrede mennesker gennem de sidste mange år, mener jeg godt at kunne konkludere – at ingen er effektive alligevel 50-60 timer.

Se lidt inspiration fra Sverige her… Sverige – 6 timers arbejdsdage…

Så stop dig selv. Vær effektiv og i fuld swing, når du er på arbejde – men vær der ikke 50-60 timer (medmindre det er i meget kortvarige helt særlige perioder).

Vi har ikke godt af at arbejde for meget. Vi bliver ikke tanket op. Jeg ved det, for jeg møder dig desværre tit, når du netop opdager, at du har glemt, forsømt, fornægtet, at du trængte til optankning. Så kommer du på et af mine kurser i stress eller hyrer mig som din stresscoach – eller lægger dig langt om længe på yogamåtten og lader dig guide HJEM igen. Hjem. Til dig selv.

Nu ved jeg, at der sikkert sidder en enkelt eller 2 læsere, som tænker – jamen jamen – mit arbejde er mit LIV og jeg ELSKER det…Det er faktisk endnu mere farligt – hvis du ikke har lyst til andet. Hvis du ikke spreder dine optankningssteder. Hvis du kun har dit job at gå op i.

Synes jeg. Helt personligt. Vær bare uenig – og så kan vi være enige om, at være uenige.

Misforstå mig ikke – jeg elsker selv mit virke – men jeg er også meget bevidst om, at jeg ikke skal arbejde 50-60 timer om ugen – ikke engang for egen vindings skyld.

De barske tal viser, at vi har ikke godt af at arbejde alt for meget – for vi arbejder også, når vi kommer hjem…både med “arbejdet” og privatlivet…

Så stop dig selv. Gør det, som er sjovt. Virkeligt sjovt. Noget andet end du plejer. Hold i hånd. Kys. Elsk. Leg. Nyd livet. Skru både op og ned.

Tænk nyt. For mange trænger til nyt. Vores arbejdspladser higer efter en ny måde at arbejde på – at balancere arbejdslivet og privatlivet på.

I sidste ende, så har vi kun ET liv. ET.

Tag vare på det.

Gode hilsner og god weekend til dig.

Jette Blok

Følg JETTE BLOK

Skriv en kommentar