MÆRK K R O P P E N

mærk kroppen

Mærk kroppen … Hele kroppen …

Tit nævner jeg dette i min yoga undervisning. Lige så tit, fortæller jeg mine coachees og klienter, at de skal mærke efter, hvilken retning de vil gå. Lukke øjnene en stund og kigge ind.

Mærke efter. Vær ærlig overfor dig selv. Slip hjernen.

Fornyelig sagde en til mig: Hvad ER det helt præcis, at jeg mærke efter? Hun var ikke vant til at skulle ”mærke sin krop”. Det var i det hele taget et ret besynderligt udtryk i hendes ”verden”. En anden sagde til mig forleden – at det er så svært at slippe ”facaden” og give efter for den smerte og uretfærdighed, der hersker inden i … pga. omverden, fordi ”den forventer jo, at man …”

Som oftest … Til sidst skriger kroppen så højt, at man er nødt til at høre efter. Gøre noget. Lytte. M Æ R K E.

Jeg tænkte mig tilbage, til da jeg første gang kom til yoga i 2001. Der hørte jeg det også hele tiden. Mærk kroppen. Hele kroppen. Heeeeeeeeeeeeeeeele kroppen. Her i 2013 siger jeg det selv. Men hvad er det, at vi skal mærke efter.

Er det en fornemmelse, en følelse, skal vi mærke med hænderne, mærke med sindet?

Når jeg beder andre om at mærke åndedrættet til yoga, beder jeg tit om at lægge en hånd på maven – for fysisk også at mærke, hvad der sker med kroppen udenpå, når vi trækker vejret. Jeg tror bestemt ikke, at det er alle, der ved første ”hug” får en ”mærk din krop” lige i skabet følelse. Hvis man så oven i det, har et mindre godt forhold til sin krop, så er det rigtigt meget at bede folk om, at mærke den … Man kan jo også komme til at mærke angst, smerter heldigvis også varme og kærlighed. Men i bund og grund, så ved ”vi” udenfor ikke, hvad DU mærker. Det bør man have en vis ydmyghed overfor – når man beder andre om at mærke sin krop.

Men at begynde at mærke kroppen, komme ud af hovedet, ned i kroppen, ikke slippe hovedet, men lade kroppen tale med og mærke en helhed, kan skærpe og være med til at hjælpe en på rette vej. Tror jeg. Uanset hvilken vej man er på vej ned af. Alle skal bare ikke nødvendigvis rejse i samme tempo. Igen, ydmyghed.

Man siger med yoga, at få minutters praksis hver dag, meditation til sindet – og en ”centrering” i kroppen øger vores bevidsthed, gør os skarpere. Giver bedre hukommelse. Overblik. Overskud.

Så hvorfor dyrker vi så ikke alle sammen yoga?

Måske er vi blevet skræmt af en yogi, der sagde MÆRK KROPPEN med stor (kærlig) autoritet … og ”vi” så tænkte, ”okay jeg mærker så slet ingenting – er jeg så hel gal på den?” … Måske nogen tænker, man sidder jo bare dér på en måtte! … tja, dem skal der også være plads til. Måske du har hørt fra andre, at ”de” mærker og ser en hel masse og tænker – jeg er jo håbløs til det her – jeg gir’ op!

Hvis vi kalder det for mavefornemmelse, kender de fleste betydningen. Hvis vi siger følg dit hjerte, er de fleste også med. At mærke kroppen er i samme boldgade – for mig. At være i stand til og ønske at mærke efter, føle egen lyst og ønske – ikke andres. Ens eget. At bevæge sig fra hovedet og kontrol – ned i kroppen og følelsen af, at give efter. Give ind. Gå ind. Kigge i dig selv. Glo ind i dig selv, som min egen yogalærer siger. I det, der sker. Hvis der sker noget. I Indien stræber man flere steder i yogaen efter I N G E N T I N G. Man E R bare. Så ingenting er måske slet ikke så slemt. Så lad dig ikke skræmme, hvis der ingenting sker. Så er du måske nærmere dig selv, end du tror – eller måske bliver rejsen længere, end du troede. Begge dele er helt ok.

God fornøjelse med at mærke efter og tak til dig, som lige gjorde mig opmærksom på igen, at det er ikke alle, der kender til det, at mærke efter … Så måske fra tid til anden, skal vi, der synes, at vi selv er gode til at mærke, lige stikke fingeren i jorden – huske på, at det er ikke ens for alle, at mærke efter.

Namaste

Følg JETTE BLOK

Skriv en kommentar