Når hensynsbetændelsen inficerer dig selv …

quotes-courage-masks-debbie-ford-480x480

Jeg husker blikket, som var det i går.

Mistroen. Skyldfølelsen. Ordene.

”Det har du ikke gjort”.

”Det ville vores datter aldrig gøre”.

”Vi vil se vielsesattesten, for det har du bare ikke gjort”.

Men jo, jeg var blevet gift uden mine forældres samtykke – og det havde været en fantastisk dag, hvor vi havde besluttet os for, at sige JA til hinanden, sikre hinanden og elske hinanden. Det hele skete få uger inden manden jeg elskede skulle sendes sydpå med de danske tropper. Det var den første forårsdag i 1998. En smuk dag. Jeg var 25 somre. Manden 26.

Det var måske en hensynsløs gerning, set i deres optik. I min, var det den mest hensynsfulde vi kunne gøre overfor hinanden, min mand og jeg – for at sikre hinanden nu han skulle rejse 6 mdr. til en ikke ligefrem fredlig destination. Den sikring havde intet med omverden at gøre, men alt at gøre med hinanden. Men der var ingen glæde at spore i deres øjne, kun skuffelse.

16 år senere gjorde jeg det igen. Var hensynsløs – endda i julen. Stillede undrende mine forældre til ansvar for den dobbeltmoral, som de udtrykte. Gjorde det igen for manden jeg elsker. Fordi jeg valgte at tage hensyn til mig selv og ikke til mine forældre. Gjorde det for mig selv. Min egen lille familie. Rigtigt meget for mig selv. Jeg var igen i en situation, hvor jeg ikke kunne tage mere hensyn til DEM – men måtte tage hensyn til mig selv. Kender du det?

Det endte med, at jeg og min familie blev smidt ud af mit barndomshjem. Så lige nu tager jeg en pause fra dem… på ubestemt tid. Jeg kan ikke blot ”makke ret” denne gang. Jeg vil ikke bare rumme og være hensynsløs overfor mig selv mere i forsøg på at tage hensyn til alle andre…

Jeg finder stille og roligt ro med det. 
Jeg siger ikke, at det er let, men jeg finder ro med det.

Der kommer et tidspunkt i de fleste menneskers liv, hvor vi må ophøre med at tale med 2 tunger. Jeg har skrevet om det før. Der var det i en anden kontekst. Jeg ser for tiden den nye kontekst mere klart end nogensinde.

Da jeg forrige uge 2 x var prøvekanin for en veninde, der er ved at uddanne sig til skyggecoach, valgte jeg at tage emnet her op for at bearbejde det – sige det højt – mærke efter – og et ord, der gik igen og igen var sjovt nok hensyn.

Der var store point i min opvækst for at være hensynsfuld. Jeg fik mange point for det. En sætning som: ”Meget kan du kalde mig, men hensynsløs er jeg ikke”, har været en del af mit liv. Jeg er og har været utrolig hensynsfuld i skrækkelige mange aspekter af mit liv. Jeg er faktisk fru Hensynsfuld jo mere, jeg tænker dette igennem. Kender du det? Det har sine fordele – og ulemper.

Så derfor er det naturligvis et chok, når jeg som den hensynsfulde datter pludselig opfører mig hensynsløst. Hvad bilder jeg mig ind… Men både da jeg blev gift første gang og i julen tog jeg blot hensyn til mig selv og min egne værdier – og det er vel ok?

Jeg ved ikke, hvor meget opgør og oprør, du skal gøre. Jeg ved blot, at jeg havde brug for at værne om mig selv. Jeg har brug for, at tage hensyn til mig selv… At tage hensyn til mig selv. At jeg alt for længe ikke har taget hensyn til mig selv – men blot lagt krop til, hvad der var hensynsløst ved mig selv.Misforstå mig ikke, jeg ser ikke mig selv som et offer – for det har været et valg, der har fungeret fremragende i mange år. Det fungerer bare ikke mere, hvor jeg er nu. Jeg er nødt til at gøre noget andet. Der er stadig situationer, hvor jeg stadig er hensynsløs ved mig selv og andre – og hensynsfuld – men fra nu af, bliver det bevidst – og et aktivt valg.

Det virker måske dramatisk sådan at sætte ens forældre på en pauseknap – men det giver rum til refleksion og fordybelse. Det giver rum til, at jeg kan være den, jeg er – uden at tage hensyn til reaktion og fordømmelse og det er skræmmende befriende.

Som i så mange aspekter af livet, har vi alle regler der gælder for andre – og ikke nødvendigvis for os selv (…). Der er dog i på visse områder, synes jeg, grundlæggende værdier, som hvis jeg postulerer dem og kræver dem af andre, så må jeg som minimum selv walk the talk. Mennesker, der har travlt med at prædike, men selv kan gøre hvad de vil, mister jeg langsomt (læs: hurtigt) respekten for.

Og nu er jeg (måske) hensynsløs igen… ved at fortælle hele verden det. Skyggecoachen anbefalede en decideret handling og action oven på indsigten.Værsgo. Så sent som i går skrev jeg til hende, at jeg nok ikke ville publicere den (af hensyn til mine forældre…). Men i dag vågnede jeg med et ønske om at gøre det alligevel. At fortælle verden det. At det er ok, at du tager hensyn til dig SELV.

Jeg ved, at der sidder en eller flere derude, som ønsker sig modet til at stå op for sig selv. Som ønsker modet til at ophøre med at tale med 2 tunger. Som ønsker at være tro mod sig selv – hvad end det er for en adfærd eller karaktertræk, som du har holdt nede gennem dit liv og egentlig ønsker at forene med hele dig. Jeg vil gerne hjælpe dig til at få det mod. Jeg fik selv ekstra mod til dette, da en kvinde i mit netværk, forleden var meget hudløs ærlig om et meget privat område at hendes liv i sin blog. Jeg ved, at det hjælper, at sige tingene højt. Jeg ved, at hvis jeg rummer både hensynet og hensynsløsheden bevidst, så er det helt ok – og jeg bliver aldrig god til at feje tingene under gulvtæppet.

Jeg siger ikke, at det ikke gør ondt. 
Jeg siger ikke, at det er let. 
Jeg siger heller ikke, at du skal gøre det, blot for at gøre det.

Men hvis du er der, hvor jeg efterhånden var – hvor der var et stik i mig selv, hver gang jeg mærkede mig selv, tage mere hensyn til andre end mig selv – så er du måske der, hvor du skal begynde, at tage hensyn til dig selv, eje både hensynet og hensynsløsheden, vælge til og fra og sige det højt.

God rejse.

Følg JETTE BLOK

2 kommentarer til “Når hensynsbetændelsen inficerer dig selv …”

Skriv en kommentar