Mærker det tydeligt.
Min base er ikke på plads.
For et par måneder siden solgte vi vores dejlige hus – og om knap 2 måneder flytter vi ind i vores nye hjem. Det giver meget at glæde sig til – men jeg mærker også, at jeg lige nu i denne her limbo mellem 2 hjem er meget let at puffe til.
Min base betyder meget for mig.
Det er der, jeg føler mig tryg.
Hjemme. Ro.
Lige nu er vi mellem 2 baser. Det påvirker mig.
Jeg mærker, at det mindste puf, der dufter en smule af svigt eller afvisning får mig ud af kurs. Det fine er, at jeg sagtens kan se det – det hårde er, at jeg også mærker det.
Manden min siger til mig, ”du behøver jo slet ikke være så stærk” – og det ved jeg jo godt … rationelt. Jeg er blevet meget bedre til at slukke for min ”spassermagnet” som en veninde engang kaldte min evne til at tiltrække mennesker af enhver art, som ville slamsuge på min energi. For tiden tænder jeg primært kun magneten for penge. Men jeg mærker stadig svigt. Af den mindste slags og også de større.
Jeg kan ikke være i 100 % balance hele tiden. Lige nu er jeg ude af balance. Helt tydeligt. Det påvirker mine nære og det påvirker min sindsstemning, som mildest talt går op og ned. Hvor meget jeg end ikke hører til dem, der er tilhænger af ”om lidt er alt ok” – for så ikke at være tilstede i NUET – så kan jeg mærke, at den flytning gerne må komme SNART og jeg har trang til bare at være VÆK indtil da.
Så heldigvis er der en ferie inden. Der er masser af dejligt arbejde og ikke mindst, er jeg super bevidst om, at jeg lige nu er på gyngende grund en stund, indtil jeg igen står fast.
Jeg lærer mine sygemeldte kandidater, at de ikke skal træffe varige beslutninger i en midlertidig tilstand. Det minder jeg mig selv om, når jeg får pudsige indskydelser, der helt klart ville være varige, hvis jeg handlede på dem. Jeg siger til mig selv: Det her er en midlertidig tilstand.
Svigt og afvisning er en pudsig størrelse. Den kan vise sig i både det store og det små. Den kan gå lige ind i maven og lige forbi min næse. For tiden går den lige i maven. Selv de mest banale ting, som intet med mig har at gøre. Helt fjollet – og alligevel, helt naturligt.
Jeg vælger at sige det HØJT, så de af mine nære forstår, selvom det kan være svært at forstå. Sige det HØJT. Et mantra i mit liv. Et ikke altid velkomment mantra – men et nødvendigt for mig for at være mig selv. For at give mig lov til at være den jeg er – for derved at kunne være med mig selv og med DIG.
Så hvis jeg er lidt ude af balance for tiden – så har du set helt rigtigt.
Jeg ved det godt.
Jeg er snart tilbage i balance igen.
Det her er en midlertidig tilstand.
Jeg forsøger at smile af den – og tæller dagene til min base er på plads igen.
Tak fordi du læser med og nyd din søndag.
www.jetteblok.dk
Følg JETTE BLOK
