I princippet må du ikke engang tage telefonen, sagde kvinden fra sygedagpengekontoret . . .
Jeg undrede mig.
Jeg er pt. sygemeldt med en hjernerystelse, som jeg pådrog efter en påkørsel i slutningen af maj. Det er min første officielle sygemelding i min tid som selvstændig = siden februar 2013.
Som sygemeldt er man underlagt diverse regler og systemer, skal møde, være tilgængelig osv. Det giver super fin mening. Dagen inden den førnævnte samtale, havde jeg talt med en anden sagsbehandler, som havde været helt tilbagelænet og afslappet, fortalt mig jeg bare skulle tage den med ro, vi tales ved, chill-ish. Så ringede hende her dagen efter – for at følge op på mailen, som jeg havde sendt ugen forinden – havde ikke tjekket i systemet, at sagen ”var på plads”. Det var her, jeg fik beskeden om, at jeg i princippet, så ikke måtte tage min telefon. . . ironisk nok.
Jeg fortalte venligt, at det havde jeg så trods alt tænkt mig – men at jeg ikke arbejdede og i det hele taget tog den ret meget med ro.
Jeg har en del erfaring med at undervise sygemeldte borgere. Jeg ved, hvad der gør, at folk kommer sig OG kommer tilbage på arbejdsmarkedet igen.
Indrømmet, da jeg startede på det, havde jeg en holdning om, at det nærmest var umenneskeligt, at tvinge folk på kursus (med mig!). Der gik dog ikke særligt lang tid før jeg så, hvor vigtigt det var, at de netop kom ud af døren.
Nu er jeg personligt rimelig ok til at aktivere mig selv, (selvom jeg for tiden, er meget lidt aktiv). Jeg må bare erkende i mine år med de sygemeldte, at det er der utrolig mange mennesker, som ikke er.
Det er stadig et TABU at være sygemeldt for mange.
Det er stadig et TABU ikke at bidrage til samfundet.
Det er staedig et TABU at have ondt.
Det er stadig et TABU at have en kronisk sygdom.
Ofte. Ikke altid. Men rigtig ofte.
Jeg ser det selv for tiden. Det er sådan et lille case study jeg betragter under denne sygemelding – HVEM ringer…hvem kommer forbi, hvem har overskud . . . hvem kan rumme, at jeg lige nu er nede og bide i græsset med kvalme 24/7. Husker min mand at spørge, hvordan jeg har det – eller vil han helst ikke tale om det – for så får jeg det måske værre eller bliver mindet om, at GUD JA, jeg HAR det af helvedes til – og så skal han håndtere det . . .
Jeg betragter også mig selv . . .
Hvem gider jeg selv ringe til, hvem snakker jeg med om hvor pisseirriterende dette er, rækker jeg hånden ud hjemme og beder om hjælp – eller klarer jeg bare det hele selv. . .
Det er faktisk ret interessant.
Nu forventer jeg ikke, at skulle være sygemeldt i flere år – men jeg kan godt forestille mig, at for dig, som måske har været sygemeldt i 6-12 måneder eller mere, så er det SLET ikke let.
For det er bare ikke alle, der kan rumme en person, som er syg.
Jeg siger heller ikke, at jeg altid kan.
Men udfordringen er, at det som blandt andet helbreder er:
R E L A T I O N E R.
Det at føle og mærke, at nogen tænker på os.
At nogen SER os.
Kontakter os.
Forstår os.
Så jeg forstår godt, at mennesker, som er syge, bliver mere aktive på fx sociale medier. Det er jo en let måde at få kontakt på. Sådan lige indtil de får besked om, at det er forbudt at være FOR aktiv . . .
Jeg forstår godt, at man har trang til at tage telefonen, når den ENDELIG ringer. Derfor var det også for mig helt SORT at få den besked – at jeg i princippet ikke måtte tage min telefon.
Hvis sygedagpengekontoret ønsker, at jeg skal forblive syg – SÅ er det da helt klart den rigtige opskrift – men hvis de ønsker jeg skal komme mig – så er det virkelig ikke.
Som sygemeldt er det ESSENTIELT, at du bevarer dit sociale netværk.
At du har nogen, som rummer dig og danner ramme og ring om dig.
Jeg har set alt for mange, som har isoleret sig helt og fuldstændigt, når de har været sygemeldt i måske flere år – og når jeg så siger det, fortæller mig, at de jo ikke HAR venner mere . . .
Det er derfor, at de skal på kursus. Blandt andet. For at danne nye relationer – ligeværdige – og for at sikre, at de føler sig set og forstået – for at lære at begå sig, når man er sygemeldt.
Det er så hamrende vigtigt.
Så kære sygedagpengekontor – jeg tager min telefon. Jeg arbejder ikke. Bloggen her er helt privat – og jeg er jo heldigvis ikke død – og min hjerne skal jo bruges LIDT, selvom den er rystet, ellers går skidtet jo helt i stå.
Jeg vover pelsen, for interaktion er vigtigt, at føle sig set og hørt i samfundet er vigtigt – og at DU ved, at det er vigtigt, er endnu mere vigtigt.
Så tag din telefon.
I dag.
God sommer.
Kærlige hilsner
Jette Blok
www.jetteblok.dk
ps. jeg ved ikke hvorfor det blev et hundetema…
Måske fordi kæledyr også er en god vej til at blive rask igen – og hunden, næst efter mennesket, er menneskets bedste ven … Her er min bedste ven.
& tak Google & co
Følg JETTE BLOK
