Forleden læste jeg en artikel om, at vi på arbejdspladsen har lettere ved at håndtere aggressivitet end tårer.
Om hvordan mange mennesker, bedre kan forholde sig til råb og skrig, end tårer.
Jeg blev så trist.
Mest fordi jeg selv har mødt det både på den ene og anden side af bordet – og så fordi jeg kortvarigt lige fik et flashback til engang, hvor jeg som ung teenager stod i køkkenet, skar mig i hånden, det blødte, jeg græd (hulkede nok nærmere)– og min mor kvitterede med en lussing. Hun kunne ikke trøste mig. Så hun slog. Så hårdt, at det efterlod en hånd på kinden og jeg måtte vente et par timer med at gå i skole.
I forbindelse med min uddannelse til psykoterapeut oplever jeg både vrede og tårer i min egenterapi. Jeg forsøger at rumme begge dele – også når de kommer fra mig selv. Det er ikke altid lige let – jeg har tydeligvis ikke lært at vise sårbarhed særligt meget – og omvendt, har jeg lært, at vrede ikke er noget man viser frem.
Nu forsøger jeg så at begynde at balancere mellem tårer og vrede.
Mellem sårbarhed og stærkhed.
Det er ikke let.
For et par uger siden i min skønne Rotary klub blev der holdt foredrag fra Red Barnet (den gode Gitte Jakobsen) om #stopvoldmodbørn. Det er skræmmende så mange mennesker, der stadig tyr til vold frem for trøst og kærlighed overfor deres børn. Ganske skræmmende, for mange af de børn, går så ud og slår andre børn og måske senere så slår voksne eller egne børn…
På Burhans nye skive handler en sang om 2 elskende, der skændes så det BRAGER – og om hvad der mon ville ske, hvis de elskede hinanden MER’ fremfor at skændes og råbe af hinanden…det er som om, at der er et tema i mit liv for tiden.
Sidste uge startede jeg som frivillig i KvindeCenter i Hillerød – for at hjælpe disse sårbare kvinder HJEM til sig selv igen gennem yoga.
I går var jeg på besøg i Dannerhuset i Kbh og hørte om vold mod kvinder (jeg ved godt, at mænd også udsættes for vold og det er OGSÅ forfærdeligt, men i går handlede det så primært om kvinder).
Hvornår er nok, nok?
Hvorfor er det så svært at sige fra.
Hvorfor går de voldsramte kvinder tilbage til mænd, der slår dem – og hvorfor slår forældre deres børn igen og IGEN – en del, selv når børnene er voksne?
Kan vi ikke rumme tårer og sårbarhed – hverken ude eller hjemme?
Skal vi kvittere uenighed og afmagt med fysisk eller psykisk vold?
Nej vi skal ej.
Handler det om, at nogen kan gøre sig fortjent til at blive udsat for vold?
NEJ.
Ikke medmindre du trues på livet (det gjorde min kære terapeut stort nummer ud at indprente i mit hoved) – og selv DER i de livstruende omstændigheder, er vold ikke nødvendigvis løsningen.
Du skal lære at vælge dig selv TIL.
JA TIL !
Mærke dine grænser.
Mærke dig SELV.
Mærke, at du er noget VÆRD.
Det er uanset, HVEM der forgriber sig mod dig og HVORNÅR i livet det sker.
Hverken vold mod dine børn, mod din kone, mand, ven, kæreste, DIG, er ok.
Hverken vold FRA dine børn, kone, mand, kæreste, ven, forældre er OK.
Det er aldrig for sent, at vælge dig selv TIL.
Du skal sige det HØJT.
Som pårørende eller ven, som mærker, noget ikke er som det skal være:
Du skal ikke være bange for at SPØRGE IND.
Du skal kramme.
Ikke fikse.
Men vise tilgængelighed og omsorg.
Det har været en barsk januar måned. 3 x i egenterapi med både tårer og vrede. 2 barske foredrag og påmindelser og flashbacks fra en barndom og ja, også fra et voksenliv. Men hold fast jeg mærker, at jeg lever. JEG LEVER – og det er vejen hjem.
Vejen ud af overlevelsen er at LEVE.
Jeg ønsker for dig, at du også LEVER.
Hvis du primært OVERLEVER, så går dit nervesystem rabundus før eller siden. At være årvågen og i HØJ energi hele tiden er SÅ hårdt for dit system. Så får du brug for hjælp. Så skal du række ud. Tage i mod. Geare ned. Tage rejsen. Elske dig selv. Slippe skyld og skam og find ind til kernen til din overlevelse – og begynde at træne dig i, at LEVE det fuldstændige fantastiske liv, som vi er midt i.
Du fortjener at leve uden vold – for vold, uanset slagsen, styrken, psykisk, fysisk eller antal gange er bare IKKE OK.
Tag skridtet i dag.
Kærlige tanker
Jette Blok
www.jetteblok.dk
