Min rejse til at blive psykoterapeut var lang og sej. På min studievej blev jeg anklaget både for at græde for lidt og være for direkte. Vel at mærke af undervisere, som fremstod, som om de ikke kunne rumme, at jeg kom med en del faglighed i min bagage og tydeligvis ikke hvilede i deres egen med mig i rummet.
Da jeg endelig det sidste studieår landede i Fredensborg på Nordisk Gestalt Institut hos Winnie Haarløv og Klaus Lagermann, skete der et kæmpe skift. Her måtte jeg gerne være mig og min bagage blev set som en fordel, ikke en hæmsko – og de vidste, at jeg gerne fældede en tåre, når jeg havde behov og når rummet i øvrigt var trygt. Jeg måtte indhente 3 års studier på 1 år og jeg kom i mål med topkarakterer.
I går underviste jeg så på instituttet. Som gæsteunderviser brugte jeg 3 timer på at fortælle det kommende afgangshold om Voldsudsatte i Terapirummet. En for mig både ære, sejr og gigantisk fornøjelse.
Så, at rejse er at leve OG snuble og i særdeleshed at rejse sig igen. Ikke let – og sjældent lader det sig gøre uden gode mennesker omkring dig, indtil du igen selv finder selvstøtte. Vær ikke bange for at række ud. Som oftest er der en hånd et sted, der griber præcis, som jeg blev grebet af Winnie og Klaus.
Det er jeg dem forevigt taknemmelig for.
Hvem er du ekstra taknemmelig for, på din vej i livet ?
#psykoterapeut
#jetteblok
