I aften er jeg med i et tv program.
Jeg husker det, som var det i går, da jeg blev præsenteret for dilemmaet.
Det første jeg tænkte var – fedt! – noget med ”kød” på.
Efterhånden som dagene gik, tænkte jeg, hvordan kan vi som udeforstående overhovedet være med til at rådgive denne person i dette svære svære dilemma.
Det var lærerigt at være med ikke mindst fordi dilemmaet omhandler en verden, som jeg intet kendte til. Det var også interessant at betragte publikums deltagelse og iver for både at komme ”til fadet” og til at være sikre på, at de kom med i den endelige udsendelse. Den dynamik der opstod, var ganske unik.
Publikum var en blandet skare og til tider overvejede nogle folk at trække sig. Unge, ældre, faglært, ufaglært, spirituelle, kyniske og alt hvad der kan findes. Det var virkelig et bredt udsnit af den danske befolkning, som var samlet for at hjælpe dette menneske.
Vi måtte ikke tale med hovedpersonen under optagelserne, når der ikke blev optaget. Det var rigtigt svært.
Der var især en scene, hvor jeg følte at mine grænser blev overtrådt – og hvor hovedpersonens også gjorde. Jeg valgte at råbe op og sige, at det simpelthen var for meget. Om scenen kommer med, skal jeg ikke kunne sige på nuværende tidspunkt – men jeg glemmer aldrig blikket fra hovedpersonen, som indtrængende kiggede på mig og sagde ”det er godt, at du er med i det her program”.
At lade vores hovedperson i ”stikken” bagefter havde jeg meget svært ved. Derfor holdt jeg kontakten – både på et personligt og professionelt plan. Der er mange jern i ilden hos hovedpersonen og det er bestemt ikke dem alle, som jeg har indsigt i – men nogle har jeg og der hjælper jeg gerne.
For mig selv personligt, ville det nok være sidste udvej, at stille sig op på TV og bede om hjælp som Madi. For Madi var det slet ikke svært – det handlede også om, at få startet samfundsdebatten om at være transkønnet, som jeg ser det, og det kan jeg kun støtte op om. At være født i den forkerte krop kan jeg slet ikke sætte mig ind i – men let kan det ikke være.
Det var en oplevelse at være med. Jeg ville dog ikke gøre det igen, tror jeg. Det var hektisk og meget intenst. 4 dage, hvor vi var sammen næsten 24 timer i døgnet. Presset for at blive enige – som vi ikke blev – andet end at blive enige om, at vi ikke kunne blive enige og derfor indgik et kompromis.
Jeg værdsætter, at hovedpersonen har holdt kontakten med mig og delt sine videre tanker med mig. Hun er et meget fint menneske og samtidig et meget kompleks menneske, som har så meget at give og som giver så meget. Livet er ikke altid simpelt. Til tider meget langt fra. At være fanget i sin krop kan være så forfærdeligt og hårdt, at det kan give barske overvejelser, om man overhovedet ønsker at leve.
Jeg kan derfor kun igen opfordre til at favne forskelligheden.
Se mennesket – ikke facaden.
Se hjertet, ikke brystkassen.
Se sjælen, ikke kroppen.
Se for at se det, der ligger bag – ikke det, som du umiddelbart ser med det blotte øje.
Tak Madi og hjælp gerne til derude, med at få startet debatten og fjernet tabuerne omkring at være transkønnet.
***
Madi døde 25. februar 2015. Hvil i fred dit fantastiske menneske.
Følg JETTE BLOK
