I en tid, hvor vi taler meget om egoet, om individualisme versus fællesskabet, kan jeg ikke undlade at tænke på, hvornår blev verden sort/hvid. Måske fordi det er lettere at navigere i – hvis det er sådan – enten eller – måske fordi vi er blevet ekstreme og vil have quick fixes og ikke tage processen til at inkludere begge dele.
Som bekendt for nogen, underviser jeg i yoga & mindfulness, coacher folk på alle niveauer – underviser i fællesskaber og tager på egoistisk retræte i Indien. Alt imens jeg er mor til 2 og kæreste til min mand. For mig, udelukker det ene ikke det andet. Det skaber for mig en balance, en livsbalance.
I min optik har jeg ikke et arbejdsliv og et privatliv. Jeg har et LIV. I det liv er der elementer, som alle skal passes og plejes, så min balance er god. Min balance. Men som ikke nødvendigvis er som din.
For tiden er der opråb om, at vi skal være det ene eller andet er mange steder en heftig billetsælger… I en tid, hvor mange er afhængige af hinanden – af et job, et fællesskab, en tid oven på en krise, hvor mange er økonomisk mærket på den ene eller anden måde – er det nok ikke så besynderligt, at vi netop for tiden italesætter fællesskabet. Det er også helt ok – jeg synes blot vi skal gøre begge dele. Fællesskab OG individ. Individet skal fungere godt i fællesskabet – det gør vi, mener jeg, kun ved også at passe på individet.
På arbejdspladsen, hvor jeg tidligere har ageret som leder, personaleansvarlig og coach, har jeg ofte observeret, hvor forskellige værdier vi alle har for at gå på arbejde. Nogen gør det for penge, andre for at udvikle sig – mange for at have et arbejde og identitet på et krævende arbejdsmarked – og heldigvis også mange for at sikre, at butikken kører fornuftigt. De forskellige årsager kan naturligvis lappe ind over hinanden. De er kontekstbestemte. Vi flytter os som mennesker – mere eller mindre ubevidst – værdierne flytter med – og nogle værdier er konstante.
Uanset hvad, har vi alle et ansvar for at arbejdspladsen eksisterer. Vi har et ansvar for, at vi gør vores ypperste. Det gælder også i forhold til egen trivsel. Hinandens trivsel. Fællesskabets trivsel.
Personligt har jeg væsentlig mere overskud til det fællesskab, hvis jeg selv er godt tanket op inden i. Den optankning foregår på mange måder. Du kender det måske selv – det der giver dig god energi. Det er sjældent tosset og hvis vi glemmer at tanke op og bare kører på autopiloten derud af, mærker vi før eller siden, at vi glemte at blive tanket op. Vi mærker det måske endda fysisk og psykisk. Det sker, måske, fordi vi tog større hensyn til fællesskabet end os selv – eller omvendt – en ubalance i din balance. Mange kalder det stress – når krop og sind ryger ud af balance og kravene til os selv, både indefra og udefra, stiger og går en retning, vi ikke kan stå inde for, inderst inde – og måske heller ikke i fællesskabets navn.
Så når jeg i medierne læser om opgøret med det individualiserede samfund – at vi skal tilbage til fællesskabet, tænker jeg personligt, hvorfor ikke tage det bedste fra begge verdener – hvorfor vælge?
Vi er jo forskellige – hvorfor bilde os selv andet ind? Nuvel, vi er mennesker – vores egne personlige værdier er dog ikke nødvendigvis som alle andres. Vi har ansvar for at værne om de værdier – og samtidig et lige så stort ansvar for at værne om de fællesskaber, vi vælger at være en del af. Den balance – livsbalancen, som jeg før har blogget om, kan sagtens eksistere. Det stemmer jeg for. Min ven Mads Bab kaldte det i dag på en spændende Facebook tråd, kollektiv individualisme. Jeg er så rørende enig – og tak for inspirationen til dagens blog.
Hvis vi formår at se, nære og mærke begge dele. Individualismen og fællesskabet, så opstår der en dans… En dansk til glæde for den, der danser – og også til glæde for skaberne af et smukt stykke musik og til forhåbentlig stor glæde for et publikum, der både betragter og lærer. Individualister i fællesskabet.
Nyd din dag – vær dig selv – i fællesskabet. Skab og tag del i dansen…
Følg JETTE BLOK
